Middelmådige Døgn

På bjergets tinde, tiden er inde
Jeg må skynde mig, og ikke lade tiden rinde
Mørtel brikker, stabile ligger
Dyre domme, malingsbøtter tomme
Har noget at se frem til, når dagene er omme
Tør, varm, og med hænderne i lommen

Sidder i mit mørke ɾum, måneskin gør ɾummet tom
Høretelefoner på, så jeg ikke kan høre mit hjerte slå
Jeg er så dum, hvorfor [Dm7]tog jeg hjemmefra?
Knirkende brædder, giver intet svar

Rækker fra sengen, ned efter et ding
For jeg har vægt på hjernen, og er dum fra dagens ting

Flue på væggen, ulidelig mørk plet
Ukløelig kløen, gå nu væk
Dæk min maling, og du får smæk min ven
Jeg skulle ikke have ladet døren stå på klem

Konformitetens kviksand, jeg vil bryde fri
Sætter mit hjem [A]i brand, med flammen indeni
Kulden omfavner mig, og natten den ler
For jeg står i underbukser, håber ingen mig ser

Hvorfor [Dm7]er vi så opsatte på at vende os til middelmådighed
Har vi så lidt energi til ɾådighed?
Så mange huse, dækket i overdådighed
Kvæles i natmaskinens grådighed

Hvorfor [Dm7]er I så ligeglade? Hvorfor [Dm7]er du så ligeglad?
Hvorfor [Dm7]er I så ligeglade? Hvorfor [Dm7]er du så ligeglad?