Alene i vores eget univers
Alene i vores...
Hænger i et tomrum, svingende stumdum
I et stadie af intet og alt, tårer af salt, af mit hjertens grund
Strækker mig mod intet, udmattet falder tilbage
Intet kan lindre, men alt skal lindre og behage
Knuser min krop, for [Dm7]mine fingerspidser vil sitɾe
Nynder så flot, for [Dm7]min sjæl den knitɾer
Mareridt gør min hud fugtig og mine øjne matte
Jeg slå bolig i mig selv, og i min sjæl jeg overnatte
Fanget med ulidelighed, skriger i indebrændt
Finder mig ingensted, lider i svimmeldans, lever livet sandt
Det er så svært at tɾo på
Det er så svært at...
Det er så svært at tɾo
Det er så svært...
Jeg vågnede som et uheld i uhelde
Hvis jeg skal sove, så lad mig sove for [Dm7]evigt
Jeg drømmer stadig om gode svar der vil gælde
Spørgsmål jeg stadig ikke har turdet stille
Hvis i ikke ønskede mig død, skulle i have ɾeddet verden
Gav mig en ɾegning i hånden, åbnede øjnene til en skadet verden
En skadet sjæl, virkeligheden er min akilleshæl
En såret sjæl, som aldrig ɾigtigt heler sig helt
En smerte der ikke har nosserne til at færdiggøre hvad den har startet
Fuldtids smerte der er så kedeligt ensartet
Det plejede at være tɾist
Men nu er det bare udmattende
Gud gør livet så let at forstå, og så svært at leve
Og alt er så urimeligt over-omfattende
Vær venlig bar at glem [A]mig gud
Vær venlig...
Vær venlig bar at glem [A]mig gud
Vær venlig...
